Toyota Carina banede vej for Toyota Avensis

At Toyota i dag er et af de førende mærker i familie- og firmabilsklassen skyldes i høj grad Carina, der blev produceret fra 1970 til 2001, hvor den blev afløst af Avensis. Nedenfor kan du læse historien om de to populære modeller set gennem en dansk optik.

Interesseret i en brugt Toyota benzinbil?

Hos Toyota er mulighederne endeløse. Se vores store udvalg af tilsvarende brugte benzinbiler, der passer til dit behov. 
Se brugte Toyota benzinbiler »

Bilers modelnavne kan i sig selv rumme en interessant historie, og i tilfældet Toyota Carina skulle navnet være inspireret af stjernebilledet Carina, som kommer af det latinske ord for kølen på et skib. 

En anden – og måske mindre sandsynlig – forklaring er, at en højtstående Toyota-direktør var på besøg i Danmark, hvor han på en restaurant blev betjent af en ualmindelig sød servitrice. Hun hed Carina, og direktøren var åbenbart så fascineret, at hendes navn skulle på bilens bagsmæk. 

Uanset hvilken forklaring, der er rigtig, så blev Carina en meget vigtig model for Toyota. Den var med til at opbygge mærkets ry for kvalitet og driftssikkerhed, og den styrkede i høj grad Toyotas position i Europa.

  • Carina kommer til verden

    Toyota Carina var designet til at udfylde hullet mellem de eksisterende Corolla- og Camry-modeller og havde premiere i slutningen af 1970, hvor den kunne fås som 2-dørs og 4-dørs sedan.

    Toyota Carina blev lanceret samtidig med Toyota Celica, som var en 2-dørs sportscoupé baseret på samme platform og produceret på samme fabrik. Toyota kunne derfor spare på omkostningerne til udvikling og produktionsudstyr. Det kom kunderne til gode i form af en konkurrencedygtig pris og righoldigt standardudstyr, herunder radio, ur, baklys, forsæder med nakkestøtter og justerbar hældning af ryglæn. Dengang var det ren luksus og optrådte i bedste fald som ekstraudstyr hos de fleste konkurrenter.

    I 1975 fik Toyota Carina et facelift, der bl.a. omfattede nydesignet front og hækparti, fornyet interiør og 2-kreds bremsesystem med servo. Modelprogrammet blev udvidet med en stationcar, som imidlertid var forbeholdt det japanske hjemmemarked.

  • 2. generation introduceres

    I Japan havde 2. generation af Toyota Carina premiere i august 1977, og den kom til Europa året efter. Designet havde fået en moderigtig opfriskning, ligesom Toyota Carina nu kunne fås med automatgear og 5-trins manuelt gear. Endnu vigtigere var tilføjelsen af en stationcar, som også blev solgt på eksportmarkederne.

  • Et kantet mellemspil

    Designet af Toyota Carina i sin 3. generation var skarpt og kantet – og dermed i takt med tidens formsprog i 1982, hvor den blev lanceret. Toyota holdt stadig fast i baghjulstræk, mens stadig flere konkurrenter gik over til forhjulstræk. Salgstallene for denne model var ikke imponerende, så 3. generation blev derfor den sidste baghjulstrukne Toyota Carina, som i øvrigt fik en levetid på kun to år – frem til 1984, hvor den blev afløst af Carina II

  • Toyota Carina får forhjulstræk

    På det europæiske marked blev 4. generation lanceret i foråret 1984 under navnet Carina II. Tilføjelsen af romertallet II var formentlig for at signalere, at der var tale om en fuldkommen ny bil fra inderst til yderst. Den havde først og fremmest fået forhjulstræk og tværstillet motor, hvilket resulterede i markant bedre køreegenskaber og pladsudnyttelse.

    Stationcaren udgik og blev afløst af Liftback – som betegnede en praktisk 5-dørs kombicoupé med stor bagklap og nedfældeligt bagsæde. Hertil kom et nyt program af benzin- og dieselmotorer med højere effekt og lavere forbrug. Alt i alt havde Carina II meget at byde på, og den løftede da også salget gevaldigt i forhold til den knap så vellykkede forgænger.

    Hurtigt fik Carina II solidt fodfæste i klassen af store mellemklassebiler, og den blev kendt for høj kvalitet kombineret med lave driftsomkostninger. Carina II var i høj grad med til at etablere Toyotas omdømme for pålidelige og veludstyrede kvalitetsbiler. Det understreges af, at 1984 var året, hvor Toyota for første gang blev det mest solgte bilmærke i Danmark. En titel som nærmest blev en fast tradition op gennem 80’erne og 90’erne.

  • 5. generation fortsætter succesen

    I 1988 blev 5. generation af Toyota Carina præsenteret. Udviklingen af den nye model var især fokuseret på fire områder: 1) Et design med glatte former og lav vindmodstand. 2) Højt ydende motorer på tværs af hele programmet. 3) Maksimal udnyttelse af kabinepladsen. 4) Optimering af kvalitet og pålidelighed.

    Toyota Carina blev nu tilbudt i tre karrosserivarianter, nemlig sedan, liftback og stationcar. Hertil kom et større udbud af udstyrsniveauer, så der var en Carina for enhver smag og pengepung. Det var noget bilkøberne kunne lide, og salgskurven steg stejlt.

  • Carina E erobrer Europa

    1992 stod i Europas tegn for os her i Danmark. Danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten for derefter at blive europamestre i fodbold. Det var også året, hvor de danske bilkøbere blev præsenteret for den helt nye og 6. generation af Carina, som fik forlænget navnet med et enkelt – men vigtigt – bogstav. Navnet var nu Carina E.

    E stod for ”Europa”, for Carina E var specielt udviklet til det europæiske marked. Designet var europæisk, ligesom køreegenskaber, motorprogram, sikkerhedsniveau og udstyrsniveau var tilpasset den europæiske smag. For at fuldende den europæiske mission blev produktionen i 1993 flyttet fra Japan til Burnaston i England.

    Toyota ramte plet med både den europæiske satsning og med den nye Carina E. Den kunne fås som sedan, liftback og stationcar og toppede salgslisterne i Danmark, hvor man ligefrem omtalte den store mellemklasse som ”Carina-klassen”.

  • Alle elsker Carina

    Sådan lød overskriften, da FDM’s bilmagasin ”Motor” i december 1994 testede en brugt Toyota Carina. I konklusionen stod der, at ”Toyota Carina er en populær brugtbil. Dels fordi den er rummelig, men også fordi den er billig i drift, både benzin- og servicemæssigt.”

    Carinas omdømme for tårnhøj kvalitet blev bekræftet fra en anden og meget overbevisende side. Den blev nemlig suveræn vinder af den tyske bilinspektions TÜVs 1995-undersøgelse, hvor Toyota Carina fremstod som den mest fejlfri bilmodel overhovedet. Den blev nummer 1 i kategorierne 0-3 år, 6-7 år og 8-9 år gamle biler. I kategorien 4-5 år måtte Carina dog nøjes med en andenplads – kun overgået af Toyota Corolla.

    I ”BIL-REVYEN 98” kunne man læse følgende: ”Carina E har i flere år været mest solgte model i Danmark i kraft af fornuftig pris og stor driftssikkerhed. De tyske bilmyndigheder har kåret denne Toyota til den mest fejlfri bil i sin klasse, hvilket blot understreger det, som mange Carina-ejere vidste i forvejen”. Men selvom Carina E stadig var særdeles populær, kunne modellen trods alt ikke køre fra sin alder. Den nærmede sig sin 6-års fødselsdag, og dens afløser stod klar i kulissen.

  • Avensis løfter arven fra Carina E

    Som afløser for den succesfulde Toyota Carina E blev Toyota Avensis mødt med store forventninger – og de blev indfriet. Avensis blev ligesom sin forgænger produceret i Europa, nærmere betegnet Burnaston, England. Og Toyotas nye udspil i den store mellemklasse var ikke blot designet og udviklet til Europa – men i Europa. Toyotas europæiske strategi var nu fuldbyrdet, og det skulle markeres med et helt nyt modelnavn.

    Avensis-navnet var inspireret af det franske ord for at bevæge sig fremad – ”avancer” – og det var bilen da også et godt udtryk for. Med fokus på fire områder ville Toyota sætte en helt ny standard for klassen. 1) Designet var skræddersyet efter europæisk smag. 2) Sikkerhedsniveauet løftede sig markant over klassens gennemsnit. 3) Køreoplevelsen var yderst komfortabel med lavt støjniveau og høj retningsstabilitet. 4) Ejerskabet var endnu mere attraktivt med lavt brændstofforbrug og lange serviceintervaller kombineret med Toyotas legendariske kvalitet.

  • En ny vinder på podiet

    At Toyota satsede stærkt på Avensis fremgik også af de mange valgmuligheder, som den gav bilkøberne. Avensis kunne fås som sedan, liftback og stationcar. De tre grundvarianter kunne kombineres med forskellige udstyrsniveauer, fire motorer og et stort tilbehørsudvalg, så kunden kunne få en Avensis lige efter sit eget hoved.

    Resultatet af den store satsning udeblev ikke. Kun to måneder efter den danske premiere i marts 1998 var Avensis ikke blot den mest solgte i firmabilsklassen – den blev også Danmarks mest solgte bil overhovedet i 1998.

    I august 2000 fik Avensis et mindre facelift, og benzinmotorerne blev optimeret med variabel ventilstyring (VVT-i), som kort efter fik selskab af den banebrydende common-rail turbodieselmotor 2.0 D-4D. Avensis-ejere var både godt og billigt kørende.

  • Avensis nærmer sig luksusklassen

    2. generation af Avensis blev lanceret i 2003. Det nye design vidnede om bilens soliditet og høje sikkerhed. Den opnåede de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s skærpede sikkerhedstest, ligesom den nye Avensis var den første bil på det europæiske marked med knæairbag.

    Motorprogrammet blev suppleret en større benzinmotor på 2.4 liter og en større dieselmotor på 2.2 liter, ligesom udstyrsniveauet og køreoplevelsen blev endnu mere eksklusiv. Avensis udfordrede i realiteten Toyotas luksuriøse topmodel Camry. Af samme grund udgik Camry af det europæiske modelprogram i løbet af 2004.

    I sommeren 2006 fik modelserien et facelift, der omfattede blinklys i sidespejlene, nye frontskørter samt modificeret kølergrill. Kabinen blev ligeledes teknisk og optisk modificeret.

  • Dynamisk arvefølge

    AI efteråret 2008 blev sløret løftet for 3. generation af Toyota Avensis, der kom på markedet i januar 2009 i to karrosserivarianter, nemlig sedan og stationcar. Det dynamiske design afspejlede målsætningen om at udvikle klassens mest komfortable undervogn uden at gå på kompromis med den sportslige køreoplevelse.

    Sikkerheden havde traditionen tro fået endnu et løft. Syv airbags, herunder knæairbag, var standard. Det samme var aktive nakkestøtter, der mindsker risikoen for piskesmæld. Hertil kom aktive sikkerhedssystemer som Vehicle Stability Control+ (VSC+), Pre-Collision System (PCS), Lane Departure Warning (LDW) og Lane Keeping Assist (LKA). Igen fik Avensis 5-stjernet topkarakter i Euro NCAP’s sikkerhedstest.

    Både i 2012 og 2015 blev 3. generation af Avensis faceliftet med ny front, nye baglygter og opgraderet interiør. Endvidere blev 2015-modellen udstyret med ”Toyota Safety Sense” bestående af en række sikkerhedsteknologier, der i avanceret samspil minimerer risikoen for, at uheld og kollisioner overhovedet sker.

De seneste nyheder fra Toyota