Skip to Main Content (Press Enter)

Køb af elbil kurerer rækkeviddeangst

Over halvdelen af de danskere, der ikke ejer en elbil, og som er i markedet for en bil inden for de næste to år, har rækkeviddeangst. Det viser en helt ny undersøgelse blandt 2.000 danskere foretaget af Norstat for Toyota. Til gengæld er det kun hver tredje elbilejer, der mener, at rækkevidden ikke er lang nok. Dermed tyder alt på, at mange får kureret deres rækkeviddeangst, når de først har fået købt en elbil.

Pressemeddelelse 24. marts 2025

Andelen af nyregistrerede elbiler i Danmark sætter rekord nærmest hver måned. Februar er ingen undtagelse. I årets anden måned var to ud af tre nyregistrerede personbiler fuldt elektriske. Dermed ligger antallet af elbilejere i Danmark også rekordhøjt.

På trods af den stigende interesse for elbiler blandt danskerne, er der dog stadig nogle, der fravælger elbiler. Her er en af de helt store barrierer fortsat, at rækkevidden ikke er lang nok. Det viser en helt ny undersøgelse blandt 2.000 danskere foretaget af Norstat for Toyota.

I undersøgelsen svarer 57 procent af ikke-elbilejerne i markedet for en bil, at de ikke overvejer at købe eller lease en elbil, fordi rækkevidden på en opladning ikke er lang nok. Med andre ord - langt over halvdelen lider af rækkeviddeangst.

"Selvom flere og flere danskere vælger en elbil, når de køber ny bil, må vi stadig tage de barrierer, som afholder nogle fra at købe elbil, meget seriøst. Rækkeviddeangst har floreret som en af de helt store barrierer i mange år og gør det tilsyneladende stadig blandt ikke-elbilejerne," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Kun hver tredje elbilejer har rækkeviddeangst

Undersøgelsen afslører også, at rækkeviddeangsten mindskes betydeligt, når man spørger elbilejerne. Her svarer 37 procent nemlig, at rækkevidden på en opladning ikke er lang nok. Det er altså kun omkring hver tredje elbilejer, der lider af rækkeviddeangst.

Samtidig svarer 56 procent af ikke-elbilejerne, at de er bange for at løbe tør for strøm om vinteren, mens blot 22 procent af elbilejerne har samme frygt.

"Resultaterne fra undersøgelsen viser, at så længe man ikke ejer en elbil, fylder angsten meget for, at rækkevidden ikke er lang nok, eller at man løber tør for strøm. Men køber man en elbil, tyder svarene i undersøgelsen på, at mange vil opleve, at rækkeviddeangsten forsvinder. En forklaring kunne være, at man som elbilejer opdager, at rækkevidden i hverdagen ikke er dét store problem, som man ellers havde troet," forklarer Anders Tystrup.

Det er dog ikke kun rækkeviddeangsten, der bliver kureret, når man anskaffer sig en elbil. Undersøgelsen fra Norstat viser også, at flere af de barrierer, man har som ikke-elbilejer, er betydeligt reduceret, når man er elbilejer.

Således svarer 49 procent af ikke-elbilejerne i undersøgelsen, at de ikke overvejer en elbil, fordi det tager for lang tid at lade. Kun 24 procent af elbilejerne mener, at det rent faktisk tager for lang tid at lade.

Desuden svarer 38 procent af ikke-elbilejerne, at de synes, det er for besværligt at lade, og derfor ikke overvejer en elbil, mens blot ni procent af elbilejerne er enige i, at det er for besværligt at lade.

"Der er tydeligvis flere antagelser, eller skal vi måske kalde det myter eller fordomme, der hænger fast i opfattelsen af det at have en elbil blandt de danskere, der ikke har en elbil. Men undersøgelsen bekræfter bare, at når man først har en elbil, vil mange opleve en helt anden virkelighed," fortæller Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Økonomi udgør væsentlig barriere

I undersøgelsen fremgår det også, at økonomi udgør en væsentlig barriere for at overveje at købe eller lease en elbil blandt de danskere, der er i markedet for en ny bil inden for de næste par år, men som endnu ikke ejer en elbil. 56 procent svarer, at elbiler ganske enkelt er for dyre. Her mener kun 30 procent af elbilejerne, at elbiler er for dyre.

Samtidig svarer 59 procent af ikke-elbilejerne, at det er svært at gennemskue, hvad det i alt koster at have en elbil, og at de af den årsag derfor ikke overvejer en elbil som deres næste bil. 28 procent af elbilejerne er enige i, at det er svært at gennemskue økonomien i ejerskabet af en elbil. Svarene i undersøgelsen tyder derfor på, at man får lettere ved at gennemskue økonomien i ejerskabet af en elbil.

På ét punkt er elbilejere og de, der er i markedet for en ny bil men endnu ikke ejer en elbil, næsten enige. Prisen for strøm til opladning er for høj. Det mener 40 procent af elbilejerne og 45 procent af ikke-elbilejerne.

FAKTA OM UNDERSØGELSEN

Spørgeundersøgelsen er foretaget blandt 2.007 danskere i alderen 25-70 år, som overvejer at købe eller lease en bil inden for de næste to år, eller som har en elbil i husstanden. Dataindsamlingen er gennemført i december 2024 af Norstat for Toyota. Formålet med undersøgelsen for Toyota er at få en bedre forståelse af elbilejerne samt af ikke-elbilejere, der overvejer at købe eller lease en bil inden for de næste to år.

Modtag nyheder fra Toyota

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så er du altid opdateret om nyheder, kampagner, gode tilbud og konkurrencer fra Toyota.
Tilmeld dig

De seneste nyheder fra Toyota