Onsdag den 12. marts 2025
Et modigt og stilfuldt design, skarpe køreegenskaber, stor rummelighed, høj komfort og en fleksibel indretning. Det er nogle af de nøgleord, der beskriver Toyotas helt nye elbil, C-HR+, som netop er blevet afsløret ved et stort event for journalister fra hele Europa - herunder også fra Danmark.
C-HR+ bliver den tredje dedikerede elbil fra Toyota efter modellen bZ4X, der blev den mest populære bilmodel i Danmark i januar, og den kompakte SUV, Urban Cruiser, som kan reserveres allerede nu og bliver introduceret senere i år.
Toyotas tredje elbil er en videreudvikling af konceptbilen, Compact SUV Concept, der havde Danmarkspremiere i Bella Center i København tilbage i oktober i fjor, og som rummer flere af de kvaliteter, der har tiltrukket millioner af bilejere over hele Europa til hybrid- og plug-in hybridmodellen, Toyota C-HR.
Udviklet som elbil fra grunden
Selvom den fuldt elektriske C-HR+ godt nok rummer flere kvaliteter fra navnebroren C-HR, er der tale om en helt ny og selvstændig bilmodel - udviklet kun som elbil helt fra grunden og bygget efter Toyotas dedikerede e-TNGA elbilfilosofi.
Bilen er 4,52 meter lang og overraskende rummelig i kabinen med en akselafstand på 2,75 meter, hvilket er hele 11 cm mere end den i forvejen rummelige hybridbil, Toyota Corolla Cross, i samme bilklasse. Selv bagagerummet byder på rigelig plads med sine 416 liter.
Materialerne i kabinen taler til den kræsne bilejer. Her er nemlig benyttet godt med bløde materialer, hvilket efterlader et oplevet indtryk af en kabine i meget høj kvalitet. Udstyr som bl.a. to trådløse mobilopladere og USB-porte ved bagsædet sikrer, at alle i bilen kan nå fuldt opladet frem, ligesom det er muligt at tilvælge separat styring af klimaanlægget fra bagsædet og panoramaglastag for at gøre opholdet som passager i bilen ekstra behageligt.
Den nye C-HR+ er udviklet ud fra, at kun én løsning ikke nødvendigvis er den rette for alle. Derfor kommer elbilen med to forskellige batteristørrelser, et mindre batteri med en bruttokapacitet på 57,7 kWh og et større med en bruttokapacitet på 77 kWh. Det mindre batteri vil udelukkende kunne fås til udgaven med forhjulstræk, mens det store batteri både vil kunne fås til den forhjulstrukne og firehjulstrukne udgave.
Mest kraftfulde bilmodel
Der bliver fyret godt op for kræfterne i Toyotas nye elbil. Faktisk bliver det den mest kraftfulde bilmodel i Toyotas modelprogram, hvis man ser bort fra sportsbilerne fra koncernens motorsportsafdeling, GAZOO Racing. Den firehjulstrukne udgave bliver den mest potente med 343 hk eller 252 kW, hvilket gør den i stand til at accelerere fra 0 til 100 km/t. på 5,2 sekunder.
Den forhjulstrukne udgave af C-HR+ med batteriet på 57,7 kWh får mere moderate 167 hk eller 123 kW, mens den forhjulstrukne udgave med 77 kWh mønstrer 224 hk eller 165 kW. Rækkevidden er endnu ikke endeligt typegodkendt, men Toyota forventer en rækkevidde ifølge WLTP på op til 600 km afhængig af udgave. Det endelige, officielle tal for rækkevidden er klar tættere på introduktionen.
Muligheden for firehjulstræk understøtter C-HR+'s status som en ægte SUV. Systemet forbedrer både vejgreb og trækkraft og bidrager til, at man får fuldt udbytte af det ekstra drejningsmoment og den ekstra kraft, der ofte kendetegner en elbil - til gavn for både køreglæden og sikkerheden.
Batteriforvarmer og varmepumpe
C-HR+ kommer som standard med en helt ny batteriforvarmefunktion, der forbedrer opladningshastigheden under de fleste forhold, og som vil være mulig at styre både manuelt eller helt automatisk. Derudover er en energieffektiv varmepumpe også altid standard.
Lynopladning (DC) sker maksimalt med 150 kW, mens bilens on board charger som standard er stand til at lade med 11 kW (AC) dog med mulighed for at tilvælge en 22 kW on board charger.
Toyota har i udviklingen af C-HR+ også haft stort fokus på bilens køreegenskaber. Udover de grundlæggende styrker, stivhed og smidighed ved den dedikerede elbilplatform, som C-HR+ er bygget på, er affjedringen også præcist afstemt på den nye model - herunder både fjeder og dæmper samt hårdheden i krængningsstabilisatoren. C-HR+ har således både øget stivhed og et lavere tyngdepunkt end C-HR og opleves endnu mere adræt end den i forvejen roste navnebror.
Nyeste sikkerhedsteknologier
Toyota har naturligvis lagt de nyeste sikkerhedsteknologier og det nyeste infotainmentsystem i C-HR+, så det matcher bilens skarpe udseende og køreegenskaber. Alle udgaver kommer med Toyota T-Mate sikkerhedsfunktioner som bl.a. rummer den avancerede sikkerhedspakke, Toyota Safety Sense, med adskille aktive sikkerhedssystemer og førerassistentsystemer. Fx er blind spot monitor er en del af standardpakken sammen med automatisk op- og nedblænding af fjernlys og automatisk nødbremse ved parkering.
I de højeste udgaver får man tilmed avanceret parkeringsassistent og 360 grader panoramavisning af omgivelserne omkring bilen for en sikrere parkering.
Multimediesystemet består af en 14" stor touchskærm som standard i alle udgaver af C-HR+, og elbilens integrerede navigationssystem er i stand til at planlægge en dedikerede elbilrute, der selv planlægger den mest optimale rute inklusive forslag til opladningsmuligheder i forhold til den tilbageværende rækkevidde.
Ligesom ved både elbilerne bZ4X og Urban Cruiser giver Toyota på C-HR+ også en batterikapacitetsgaranti på op til 10 år eller en million kilometer, så længe man overholder serviceforskrifterne. Det giver kommende ejere af en Toyota elbil den størst mulige tryghed i ejerskabet.
Danmark bliver et af de første lande, der introducerer den nye C-HR+. Toyota forventer, at de første biler lander hos forhandlerne allerede i slutningen af i år. Nærmere specifikationer, information om udstyrsudgaver og priser vil blive offentliggjort tættere på introduktionen.