Skip to Main Content (a11yPressEnter)

Toyota fordobler salget af elbiler i Danmark

Mens antallet af nyregistrerede elbiler i Danmark stiger med 42 procent i 2024 sammenlignet med året før, øger Toyota sit salg af elbiler i samme periode med 90 procent. Dermed næsten fordobler den japanske mobilitetsgigant antallet af fuldt elektriske personbiler i Danmark - primært som følge af mærkets ubetinget mest populære elbil, bZ4X. Toyota introducerer flere nye elbilmodeller i 2025 og forventer derfor også at øge antallet af nyregistrerede Toyota-elbiler i Danmark yderligere.

Tirsdag den 7. januar 2025

Over halvdelen af de nyregistrerede personbiler i Danmark i 2024 er fuldt elektriske, og antallet af nyregistrerede elbiler stiger 42 procent fra små 63.000 til over 89.000 sammenlignet med året før. Toyota næsten fordobler antallet af nyregistrerede elbiler i samme periode fra 970 til 1.847 svarende til en stigning på 90 procent.

Det er primært modellen, bZ4X, der løfter Toyotas salg af elbiler i Danmark, hvor også Proace City Verso Electric og Proace Verso Electric fylder i statistikken. Der trillede således 1.798 fabriksnye bZ4X ud på de danske veje i 2024 mod 936 året før.

"Toyota satser på flere teknologier som hybrid, el og brint for at reducere CO2 hurtigst muligt og på mest optimal vis over hele verden. Danmark er et af de lande i Europa, der er mest klar til elbiler, og derfor er det også naturligt, at vi øger vores fokus på elbiler til danskerne. Det er fordoblingen af vores elbilsalg hos Toyota et klart udtryk for," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

For præcis et år siden lancerede Toyota et nyt modelår af bZ4X, hvilket betød flere tekniske forbedringer. Et nyt batterivarmesystem sikrer hurtigere lynopladning ved især frost og minusgrader, mens nye strålevarmere under ratstammen og i instrumentpanelet i kabinen sørger for hurtigere opvarmning af førerens og forsædepassagerens ben og fødder. Samtidig forebygger en helt ny og avanceret sikkerhedsfunktion påkørsler bagfra.

Forbedringerne har betydet, at endnu flere danskere har fået øjnene op for bZ4X, som udover den forhjulstrukne udgave med 204 hk også kan vælges med firehjulstræk med 218 hk.

"Vi kan se, at de tekniske forbedringer har betydet en øget interesse for bZ4X. Samtidig oplever vi også, at det vægter højt hos kunderne, at der følger gode garantiordninger med som fx mulighed for op til 10 års eller 185.000 km serviceaktiveret garanti med Toyota Relax samt op til 10 år eller 1 mio. km garanti for mindst 70 procents kapacitet på batteriet," fortæller Anders Tystrup.

Han påpeger også, at man helt automatisk også altid får tre års eller 45.000 km service- og reparationsaftale med på bZ4X uden meromkostninger og fem år eller 100.000 km fabriksgaranti.

Flere nye elektriske modeller i 2025
Toyota blev i 2024 det tredje mest populære personbilmærke i Danmark med 11 procent flere nyregistrerede biler sammenlignet med året før. Tre af mærkets modeller placerede sig i top-20 blandt de mest populære bilmodeller i Danmark.

Trods næsten en fordobling af antallet af nyregistrerede Toyota-elbiler i Danmark i 2024 forventer Toyota, at antallet af elbiler fra koncernen stiger yderligere i år. Her introducerer mærket nemlig flere helt nye fuldt elektriske modeller, bl.a. elbilen Urban Cruiser, der fik løftet sløret i december. Her venter en SUV med høj siddeposition, et robust design, fleksibel indretning med mulighed for at længdeforskyde bagsæderne og med to forskellige batteristørrelser samt enten forhjuls- eller firehjulstræk.

"Vi mærker en stigende efterspørgsel på en fuldt elektrisk løsning og ser frem til at kunne tilbyde vores kunder valget mellem endnu flere fuldt elektriske biler i løbet af 2025 og årene frem," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Modtag nyheder fra Toyota

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så er du altid opdateret om nyheder, kampagner, gode tilbud og konkurrencer fra Toyota.
Tilmeld dig

De seneste nyheder fra Toyota