Mandag den 3. oktober 2022
Det er kun tredje sæson, at Toyotas rallykører Rovanperä kører med på allerhøjeste niveau i rallysporten, og altså første gang han kan smykke sig med titlen som den yngste rallyverdensmester i historien. Den tidligere yngste rekordholder, Colin McRae, var fem år ældre, da han vandt VM i 1995.
Rovanperä har været nærmest urørlig i sæsonen, der er første år med WRC’s nye hybrid Rally1-reglement. Hans sejr i New Zealand er således hans sjette sejr i sæsonen i rallybilen GR Yaris Rally1 Hybrid.
Han lagde sig helt i front i den samlede stilling allerede efter det andet løb i sæsonen, der var det svenske rally, og med to løb tilbage er forspringet så stort til nærmeste forfølger, at han er garanteret verdensmesterskabet for kørere.
Det er ottende gang i historien, at en Toyota-kører vinder verdensmesterskabet for kørere, og fjerde gang i træk inden for de seneste fire sæsoner. Rovenperä er den første finske verdensmester i 20 år og den første til at køre en bil bygget i Finland, hvor Toyotas rallyteam holder til.
Enestående høj hastighed
En af årsagerne til Rovanperäs overlegne kørsel i 2022 har været en helt enestående høj hastighed selv under vanskelige vejrforhold. Det var også baggrunden for hans sejr på de glatte grusveje i weekenden i New Zealand. En sejr, der blev grundlagt på en våd næstsidste dag – og på Rovenperäs 22-års fødselsdag – da han overtog føringen med næsten et halvt minut ned til nummer to.
På løbets sidstedag fortsatte regnvejret, men Rovanperä formåede at holde sin føring inden den såkaldte Power Stage, der altid afslutter et rally. Han havde egentlig kun behov for en placering i top-4 på den afsluttende tidskørsel for at få to ekstra bonuspoint, der kunne sikre ham VM-titlen. Men Rovanperä holdt sig ikke tilbage og kørte hurtigst gennem Power Stage af alle – for syvende gang i denne sæson – og dermed var verdensmesterskabet en realitet.
De to forgangne års verdensmester, Toyota-køreren Sébastien Ogier, satte sig på andenpladsen i rallyet i New Zealand sammen med sin co-driver Benjamin Veillas. Det var med til at sikre Toyotas rallyteam de to øverste podiepladser og vigtige point i kampen om verdensmesterskabet for hold.
TOYOTA GAZOO Racing fører også holdkonkurrencen 81 point foran nærmeste forfølger med 104 point tilbage at køre om i de resterende to løb.