Onsdag den 30. marts 2022
Salget af den helt nye og Toyotas første dedikerede elbil, bZ4X, er netop sat i gang i Danmark. Det sker til priser fra 387.990 kr. For den pris får man en moderne og særdeles rummelig SUV med et skarpt og kraftfuldt design, store hjul trukket helt ude i hjørnerne på bilen, nogle fyldige sideskørter og klasseledende offroad-egenskaber.
Udgaven til 387.990 kr. har udstyrsnavnet Essential og er særdeles veludstyret med bl.a. 18” alufælge, 8” multimedieskærm, nøglefri betjening, fjernstyret klimaanlæg, adaptiv fartpilot med køfunktion, bakkamera, LED-lygter for og bag, varme i sæder og i læderrattet, tagræling, Toyota Smart Connect med cloud-navigation og over-the-air opdateringer, trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt Toyotas seneste generation af sikkerhedspakken Toyota Safety Sense med automatisk nødbremse, vejkrydsassistent, vognbaneassistent med aktiv styring og en hel masse mere.
Derudover får man også automatisk tre år eller 45.000 km service- og reparationsaftale med uden meromkostninger sammen med fem år eller 100.000 km fabriksgaranti på bilen og mulighed for op til 10 år eller 160.000 km serviceaktiveret garanti med Toyota Relax samt hele 10 år og op til 1 mio. km batteritryghed for 70 procents kapacitet.