Torsdag den 11. december 2024
Toyota løfter for første gang sløret for en helt ny fuldt elektrisk SUV med navnet Urban Cruiser. Dermed sætter verdens største mobilitetskoncern navn på sin næste helt nye fuldt elektriske bil, der får et kraftfuldt og robust design, en fleksibel og rummelig kabine samt en bred vifte af avancerede teknologier.
Urban Cruiser er en videreudvikling af konceptbilen Urban SUV Concept, der blev vist frem for blot et år siden, og melder sig direkte ind i en særdeles populær bilklasse i Danmark - nemlig bilklassen for kompakte SUV'er, hvor bl.a. hybridbilen Toyota Yaris Cross også hører til. Men det er samtidig også en klasse, hvor udbuddet er fuldt elektriske biler fortsat er begrænset. Det forsøger Toyota med den helt nye Urban Cruiser at lave om på.
Designmæssigt er ingen i tvivl om, at Urban Cruiser er en ægte SUV med sit modne design udviklet med udgangspunkt i designtemaet "Urban Tech". Fortil genkender man Toyotas nyeste hammerhaj designsprog med de karakteristiske forlygter, kraftfulde kofangere både for og bag samt et bredt lygtebånd bagtil, der fremhæver bilens muskuløse udtryk.
Større end flere konkurrenter
Den elektriske Urban Cruiser måler 429 cm i længden, 180 cm i bredden og 164 cm i højden og er derfor udvendigt en smule større end hybridbilen Yaris Cross, der ellers ligger i samme bilklasse. Helt præcist er Urban Cruiser 11 cm længere, 3,5 cm bredere og 4,5 cm højere. Akselafstanden på 270 cm - 14 cm længere end Yaris Cross - gør, at kabinen i Urban Cruiser er markant større end hos flere af konkurrenterne i klassen.
Toyotas nye elbil udmærker sig med en venderadius på blot 5,2 meter, hvilket gør den særdeles manøvredygtig, mens enten 18" eller 19" alufælge - afhængig af udstyrsniveauet - samt muligheden for bitone lakering fuldender bilens stærke udtryk.
Bagsæderne er yderst fleksible og kan længdeforskydes efter behov, så man får endnu mere plads til enten bagsædepassagerer eller bagagerummet. Med længdeforskydningen af bagsædet kan rummeligheden i kabinen måle sig med biler, der ligger hele to klasser over Urban Cruiser. Bagsæderne er desuden splitfoldbare 40:20:40 og kan også justere positionen af ryglænet.
Den fleksible kabine understøttes af et robust og enkelt design tro mod bilens SUV-karakter, og kombinationen af et smalt instrumentpanel og den høje siddeposition gør udsynet for fører og passagerer optimalt. Ambient kabinebelysning med 12 forskellige farver bidrager samtidig til at kunne give den helt rette stemning i kabinen på alle tider af døgnet.
To forskellige batteripakker
Urban Cruiser kommer med to forskellige batteripakker og muligheden for enten forhjuls- eller firehjulstræk. Begge pakker består af et litium-jern-fosfat (LFP) batteri med høj holdbarhed, sikkerhed og reducerede omkostninger. Ligesom på Toyotas første dedikerede elbil, bZ4X, følger der op til 10 års eller hele 1.000.000 km garanti med for mindst 70 procents kapacitet på batteriet.
Den mindste batteripakke på 49 kWh vil udelukkende kunne vælges med forhjulstræk. Her får man en elbil, der yder 106 kW eller 144 hk. Det er muligt at vælge den store batteripakke på 61 kWh med forhjuls- eller firehjulstræk. Den forhjulstrukne udgave med den store batteripakke yder 128 kW eller 174 hk, mens de ægte SUV-dyder for alvor kommer til deres ret i den firehjulstrukne udgave med 135 kW eller 184 hk.
Alle udgaver af Urban Cruiser er som standard udstyret med en energibesparende varmepumpe som støtte til klimaanlægget og en manuelt styret batteriforvarmer for at optimere præstationen under de kolde forhold, som fx en dansk vinter kan byde på.
Bilen er bygget på en helt ny og dedikeret platform til elbiler. Elbilsplatformen er på samme tid både stærk og let, og så sikrer den en rummelig kabine med indbygget beskyttelse af bilens højspændingsdele. Platformens strukturelle design gør, at det ikke er nødvendigt at integrere tværbjælker under bilen, hvilket frigiver endnu mere plads til selve batteriet.
Ægte SUV med firehjulstræk
Man kan ikke kalde en bil for en ægte SUV, hvis ikke det også er muligt at vælge den med firehjulstræk. Det kan man heldigvis med Urban Cruiser, som i den firehjulstrukne udgave er udstyret med en 48 kW elmotor på bagakslen, hvilket er med til at sørge for stabile og sikre køreegenskaber selv på løst eller glat underlag og dermed hjælpe med at give føreren den bedst mulige tryghed under kørsel under svære forhold.
Firehjulstrækket rummer også Downhill Assist Control og Trail Mode, der automatisk opdager og bremser et spinnende hjul samt sender trækkraft over til modsatte hjul. Selv den forhjulstrukne udgave har en sne-indstilling, der styrer trækkraften og hjælper med at reducere hjulspin, når man kører på snedækkede overflader.
Toyota er i vanlig stil ikke gået på kompromis med sikkerheden. Urban Cruiser er således udstyret med de seneste sikkerhedsteknologier både adskillige aktive systemer og førerassistentsystemer som bl.a. automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot og vejbaneassistent. Derudover giver et 360 graders panoramakamera føreren et godt overblik over bilens omgivelser hele vejen rundt.
Ny teknologi
Ny teknologi har også fundet vej til instrumentpanelet med et 10.25" digitalt display foran føreren og en 10.1" multimedie touch skærm integreret i én og samme enhed. Multimediesystemet er designet til hurtig og intuitiv betjening med indbygget satellit navigation, der benytter cloudbaseret data til at vise aktuel information om trafiksituationen undervejs på køreturen. Det er endvidere muligt at forbinde sin smartphone med let adgang til ens foretrukne apps og tjenester.
Med MyToyota appen kan man endvidere bl.a. følge med og se den helt aktuelle status på batteriets ladestand, finde ladestationer og time og overvåge opladning af bilen. Andet udstyr som fx et premium JBL-lydanlæg og panoramaglastag vil også kunne tilvælges afhængig af udstyrsvariant.
Med verdenspremieren på den elektriske Urban Cruiser bevæger Toyota sig endnu et skridt i retning af et modelprogram, der senest i 2035 i Europa ikke udleder CO2.
Toyota offentliggør flere specifikationer og information om udstyrsvarianter og priser i starten af det nye år, hvor det også bliver muligt at onlinereservere den helt nye fuldt elektriske bil fra Toyota. Urban Cruiser vises desuden for første gang frem for offentligheden i januar på biludstillingen i Bruxelles i Belgien.