Tirsdag den 5. oktober 2021
Der er skiftedag i den mindste bilklasse i Danmark. En af Danmarks mest populære bilmodeller gennem de seneste 16 år, Toyota Aygo, får nemlig en helt ny afløser i skikkelse af crossoveren med navnet Aygo X. X’et i navnet udtales ”cross” og understreger bilens transformation fra traditionel personbil til crossover med højere siddeposition, ligesom X’et samtidig viderefører Aygo-modellens signatur, der blev introduceret med anden generation Aygo i 2014.
Toyota Aygo har siden 2005 været Toyotas økonomisk mest tilgængelige bilmodel med sin ungdommelige og sjove karakter. Det skinner igennem på populariteten og i antallet af Aygoer på de danske veje. Med over 67.000 Aygoer på danske nummerplader udmærker modellen sig nemlig som den næstmest populære model af alle indregistrerede bilmodeller i Danmark.
Men nu bekræfter Toyota altså, at en afløser er på vej. Aygo X, som den nye crossover i mikrobilsklassen kommer til at hedde, er den første Toyota-model nogensinde, der er 100 procent udviklet, designet og produceret i Europa på Toyota Motor Europe’s udviklingscenter.
Den nyeste og mest kompakte bil i Toyotas modelprogram er bygget på den succesfulde GA-B-platform, som også både den nye Yaris, der blev kåret som Årets Bil i Europa 2021 tidligere i år, og den helt nye Yaris Cross, der introduceres i Danmark om få uger, er bygget på.
Aygo X er udviklet i Europa til europæerne, og udviklingsteamet for Aygo X har nærstuderet det nuværende og fremtidens liv i byer og forstæder rundt omkring i Europa – herunder også i Danmark – for at kunne levere en sikker, kompakt crossover, der er unik i mikrobilsklassen. Aygo X skal bygges samme sted som Aygo, nemlig på Toyotas bilfabrik i Kolin i Tjekkiet, og den endelige produktionsmodel vil blive afsløret for første gang i starten af november.