Ny Toyota Yaris fra under 200.000 kr.

Når Toyota i midten af marts har premiere på den nye, opfriskede udgave af Yaris, der blev kåret til Årets Bil i Europa 2021, sker det til en pris fra under 200.000 kr. Det er muligt at vælge mellem tre forskellige motorvarianter i form af en 1.5-liters benzinudgave med 125 hk og for første gang nogensinde også to hybridudgaver med enten 116 hk eller 130 hk. Derudover har den nye Yaris fået digital instrumentering og flere nye avancerede sikkerhedssystemer.

Mandag den 19. februar 2024

Ingen bilmodeller i Danmark har solgt ligeså godt som Toyota Yaris, siden den allerførste udgave af Toyotas minibil med danske nummerplader trillede ud på vejen for knap 25 år siden i marts 1999. Faktisk er der i perioden frem til i dag nyregistreret 86.099 Yaris’er, hvilket er knap 500 biler flere end den næstmest populære bilmodel i Danmark i samme periode.

Toyota er nu klar til at introducere den nye og opfriskede udgave af den fjerde generation af Yaris, der blev kåret til Årets Bil i Europa 2021. Det sker til en pris fra 199.990 kr. (Opens in new window) for udgaven med 1.5-liters benzinmotor med 125 hk og udstyrsniveauet Active. Her får man som standard bl.a. 15” alufælge, 9” multimedie touchskærm, adaptiv fartpilot, aircondition, bakkamera, trådløs integration af smartphone inkl. Apple CarPlay og Android Auto samt Toyotas avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense for blot at nævne lidt af det omfattende udstyr.

Med introduktionen af den opfriskede Yaris føjer Toyota en ekstra, ny og kraftigere hybridmotor til modelprogrammet. Den nye hybridmotor er en trecylindret 1.5-liters ligesom den nuværende, men får 130 hk og et hele 30 procent højere maksimalt drejningsmoment på 185 Nm i forhold til den mindre 1.5-liters hybridmotor med 116 hk og 141 Nm. Det får bilen til at føles stærkere, mere responsiv og dynamisk.

Mest populære hybridudgave
Der er også sat prisskilt på hybridudgaverne, som længe har været de mest populære motorvarianter for Yaris. I fjor var tre ud af fire solgte Yaris således med hybridmotor. Toyota forventer, at den mest populære hybridudgave bliver den med 116 hk, som kan fås til en pris fra 233.990 kr. for udstyrsvarianten Active.

Dermed formår Toyota at gøre prisen endnu skarpere på den nye Yaris, som i Active-udgaven til forskel fra tidligere som standard nu også har både større og hurtigere multimedie touch skærm, endnu flere avancerede sikkerhedsfunktioner og læderrat med varme.

Går man et udstyrsniveau op til Style-udgaven, får man yderligere 16” alufælge, et 7” digitalt multiinformationsdisplay foran rattet, fuld LED-lygtepakke, nøglefri start, tonede ruder og en frontgrill i blank sort for blot 11.000 kr. mere.

Dertil kan man vælge en komfort-pakke for 12.000 kr. med 6 højttalere, automatisk foldbare sidespejle, nøglefri adgang, mulighed for at fjernbetjene flere funktioner i bilen som fx klimaanlægget via MyToyota app’en, parkeringssensor for og bag samt Blind Spot Monitor inklusive det nye Safe Exit Assist system, der advarer med lyd og lys, hvis man er ved at åbne døren, og der kommer en bil eller cyklist bagfra.

Kraftigere hybridmotor
Den nye kraftigere 1.5-liters hybridmotor med 130 hk er prissat fra 294.990 kr. Men her lander man også på den næsthøjeste udstyrsvariant Executive, der som standard både har 17” alufælge, 10,5” multimedie touchskærm med cloud navigation og over-the-air-opdateringer, 12,3” digitalt multiinformationsdisplay foran rattet, 2-zonet klimaanlæg med Nanoe-x teknologi, der tilfører fugt til og renser ens hud og hår, akustisk forrude, el-justerbar lændestøtte, trådløs opladning af smartphone, avanceret stemmestyring og meget mere.

Netop stemmestyringen med stemmeagenten ”Hey Toyota” reagerer på naturlige former for tale. For eksempel skal man blot sige "Hey Toyota, jeg er fryser", hvorefter systemet automatisk skruer op for temperaturen på klimaanlægget – endda i den side af bilen, som kommandoen kommer fra.

De to topudstyrsudgaver med navnet Premiere Edition og GR Sport fås også udelukkende med den store hybridmotor med 130 hk. I GR Sport-udgaven bliver man også overforkælet med endnu mere lækkert udstyr som 18” alufælge med røde detaljer, bitone sortlakeret tag og stolper, flere GR Sport-detaljer på bagkofanger, frontgrill og i kabinen samt en strammere sportsundervogn, der adskiller sig fra alle andre udgaver af den nye Yaris. GR Sport-udgaven koster 341.890 kr.

Premiere Edition til 324.990 kr. byder bl.a. på 17” alufælge, head-up display, metallak, panoramaglastag og digital nøgle, der kan give op til fem brugere adgang til at benytte deres smartphone som nøgle til bilen. Derved kræver det altså ikke en fysisk nøgle længere at låse døren op og starte bilen, men blot at man har sin smartphone med MyT-app’en og den digitale nøgle til bilen installeret.

Fælles for alle hybridudgaver af den nye Yaris – altså også den økonomisk mest tilgængelige – er Toyotas seneste generation af sikkerhedspakken Toyota Safety Sense 3 med flere nye avancerede førerassistentsystemer, som enten ikke kan fås til konkurrerende bilmodeller, eller som normalt koster ekstra. I Yaris er de altid en del af standardudstyret.

Nyt kamera og ny radar
Den nye Yaris er udstyret med et nyt kamera og en ny radar med længere og bredere rækkevidde end før, hvilket øger systemets evne til at forudse og forhindre potentielle ulykker. Den automatiske nødbremse kan fx nu opdage og mindske risikoen for en eventuel kollision med en modkørende, ligesom endnu flere typer af trafikanter med den seneste udgave af Toyota Safety Sense kan genkendes, herunder fodgængere, cyklister og nu også motorcykler.

Vejkrydsassistenten, der debuterede i den nuværende Yaris i 2020, er også blevet forbedret og monitorerer bredere og identificerer nærgående trafik på tværs af to vejbaner, samt krydsende cyklister og køretøjer, der skærer ind fra siden i et vejkryds. Toyota Safety Sense-pakken rummer også en accelerationsbegrænser, der griber ind for at bremse enhver pludselig acceleration, når den registrerer risikoen for en kollision med et forankørende køretøj.

Sikkerhedspakken byder også på en proaktiv køreassistent, der er designet til at hjælpe med at undgå velkendte ulykkessituationer ved lav hastighed. Deceleration-assistenten sørger for at sænke farten på jævn vis, når føreren nærmer sig et langsommere, forankørende køretøj og slipper foden fra speederen, mens en styreassistent genkender vejsving og justerer automatisk styrekraften for at hjælpe føreren med et jævnt og stabilt sving.

Det er blot nogle af de nye funktioner, ligesom flere allerede eksisterende sikkerhedsfunktioner er blevet videreudviklet og gjort endnu bedre herunder bl.a. den adaptive fartpilot, som reagerer hurtigere og fungerer mere naturligt end nogensinde før. Når et andet køretøj bevæger sig ind i Yaris’ vognbane, sker decelerationen fx mere gradvist.

Toyota introducerer den opfriskede Yaris hos alle autoriserede Toyota-forhandlere i weekenden 16.-17. marts, hvor det er muligt at se og testkøre den nyeste udgave af Danmarks mest populære bilmodel siden introduktionen i marts 1999. Alle priser og udstyrslister kan allerede nu ses HER (Opens in new window)

Modtag nyheder fra Toyota

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så er du altid opdateret om nyheder, kampagner, gode tilbud og konkurrencer fra Toyota.
Tilmeld dig

De seneste nyheder fra Toyota