Alar Metsson (th.) overdrager pr. 1. januar 2025 posten som administrerende direktør for Toyota Danmark til Pernille Kim Johansen (tv.).

Toyota i Danmark får ny dansk topdirektør

Administrerende direktør hos Toyota Danmark, Alar Metsson, forlader Toyota efter knap seks år i spidsen for organisationen i Danmark. Ny administrerende direktør bliver den 42-årige Pernille Kim Johansen, der begyndte som produktansvarlig hos Toyota Danmark for 14 år siden og via forskellige mellemstationer i Toyota-organisationen både i Danmark, på det europæiske hovedkontor i Bruxelles samt i Norden nu kan sætte sig i stolen som øverste ansvarlig for Toyota i Danmark.

Fredag den 6. december 2024

Efter knap seks år i spidsen for Toyota i Danmark forlader Alar Metsson posten som administrerende direktør ved udgangen af december 2024.

"Jeg har været privilegeret og glad for at arbejde sammen med så mange dygtige mennesker på tværs af forskellige Toyota-organisationer. Men nu har jeg besluttet at tage en pause midt i karrieren efter 33 år, heraf 22 år i spidsen for Toyota-organisationer i Norden og de baltiske lande. Det glæder mig at have leveret stærke resultater i flere år og ikke mindst en stærk organisation og netværk rustet til fremtiden," siger Alar Metsson.

Bestyrelsesformand for Toyota Danmark, Christian Norberg, udtaler:

"Vi vil gerne takke Alar for hans indsats for Toyota gennem en lang karriere. Toyota Danmark har et fantastisk team, og vi har nu et solidt fundament på plads til at imødegå den udfordrende fremtid i en omskiftelig bilbranche samt til yderligere at styrke Toyota brandet og tilbyde endnu bedre mobilitet til alle."

14 år hos Toyota
Den nye administrerende direktør hos Toyota Danmark bliver den 42-årige Pernille Kim Johansen, der kommer fra en rolle som Head of Product Transformation hos Toyota Northern Europe. Hun har dog af flere omgange tidligere haft centrale roller hos Toyota i Danmark og begyndte for 14 år siden som produktansvarlig samme sted.

Her havde hun ansvaret for Toyotas varebiler og firehjulstrækkere som bl.a. RAV4, Hilux og Land Cruiser, ligesom hun også havde ansvaret for introduktionen af sportsvognen GT86 i Danmark. I 2015 hun rykkede til Toyotas europæiske hovedkontor i Bruxelles, hvor hun blev en del af teamet bag lanceringen af den nye Yaris samt den sportslige udgave af samme model, Yaris GRMN.

I 2018 vendte Pernille Kim Johansen retur til Toyota Danmark som General Manager og tog to år senere endnu et skridt op af karrierestigen, da hun som salgsdirektør blev en del af direktionen hos Toyota Danmark. Det seneste år har hun tilbragt i satellitafdelingen Toyota Northern Europe og overtager nu pr. 1. januar 2025 rollen som administrerende direktør hos Toyota i Danmark.

Stærkt fundament
"Jeg glæder mig vildt meget til at være med til at sikre, at vi som organisation løser de udfordringer, som bilbranchen står i lige nu. Det bliver ikke nemt, og den eneste konstant lige nu er, at verden ændrer sig hele tiden. Men jeg mener, at vi har et af de stærkeste fundamenter at bygge på, og jeg tror på, at når vi samles om opgaven - vi som importør og forhandlernetværket - så kan alt lade sig gøre," lyder det fra Pernille Kim Johansen.

Bestyrelsesformand for Toyota Danmark, Christian Norberg, glæder sig over, at den nye danske topchef har valgt at takke ja til posten som administrerende direktør.

"Jeg er glad for, at Pernille har sagt ja til at stå i spidsen for Toyota Danmark. Hun har allerede bevist sine stærke evner og samlende ledelsesstil i forskellige positioner i Toyota-organisationen både i og uden for Danmark. Så jeg ser frem til at se hende overtage styringen i Danmark og styrke Toyotas brand og tilstedeværelse yderligere," siger Christian Norberg.

  • Ny administrerende direktør hos Toyota Danmark pr. 1. januar 2025 er Pernille Kim Johansen.
  • Pernille Kim Johansen (tv.) bliver fra 1. januar 2025 ny administrerende direktør hos Toyota Danmark og overtager posten fra Alar Metsson (th.).

Modtag nyheder fra Toyota

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så er du altid opdateret om nyheder, kampagner, gode tilbud og konkurrencer fra Toyota.
Tilmeld dig

De seneste nyheder fra Toyota